Vedtægter

Udebørnehaven Vandpyttens vedtæger hører under Udefriskolens vedtægter, og kan ses i nedenstående tillæg.

Privatinstitution oprettet efter friskolelovens § 36 a. og dagtilbudslovens § 20

Bilag til Udefriskolens vedtægter

§ 1

I henhold til § 1 i Udefriskolens vedtægter har friskolen efter godkendelse i Lemvig Kommune hjemmel til at drive en privatinstitution efter reglerne i friskoleloven og dagtilbudsloven. Friskolens bestyrelse udgør således den ansvarlige bestyrelse for den selvejende institution, der omfatter såvel skole som privatinstitution. Dette sker på grundlag af den vedtægt, som Undervisningsministeriet har godkendt med udgangspunkt i friskoleloven.

§ 2

I henhold til bestemmelserne i dagtilbudslovens § 14 skal forældrene i privatinstitutionen have adgang til at få oprettet et forældreråd med et flertal af valgte forældre. Forældrerådet nedsættes i henhold til bestemmelserne i dette bilag til friskolens vedtægt, og forældrerådet skal varetage sine opgaver inden for det formål og værdigrundlag, der er fastsat i friskolens vedtægt.

§ 3

Friskolens formål i vedtægten for den selvejende institution skal i forhold til driften af privatinstitutionen (børnehaven) ses i lyset af følgende:

Privatinstitutionen skal opfylde læringsmålene i dagtilbudsloven og de til enhver tid gældende mål og rammer for børns ophold i dagtilbud, herunder de krav som kommunen stiller i henhold til kravsspecifikationen. Privatinstitutionen opfatter sig som et bidrag til kommunens samlede og forebyggende tilbud til børn. Den vil i samarbejde med forældre, børn og friskole skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og selvstændighed.

Målsætningen for privatinstitutionens pædagogiske virke tager udgangspunkt i barnets alder og udvikling, idet arbejdet tilrettelægges i tæt forståelse og samarbejde med forældrene.

Privatinstitutionen står åben for alle børnefamilier uanset race, religion, køn og politisk anskuelse, såfremt forældrene kan tilslutte sig institutionens formål og arbejdsmåde. Det pædagogiske arbejde skal medvirke til elevernes opvækst og læring i forhold til medleven i et samfund med frihed og folkestyre.

§ 4

Privatinstitutionen fører venteliste over børn, som ønskes optaget i børnehaven. Ventelisten er åben for alle børn, herunder børn med særlige behov. Børn optages efter alder, dog har børn med søskende i børnehaven eller friskolen fortrinsret. Børn kan optages til den 1. eller 15. i hver måned. Opsigelse af plads skal meddeles til lederen af børnehaven, og kan ske med en måneds varsel til den 1. eller den 15. i en måned.

Åbningstiden er min. 50 timer ugentligt i tidsrummet 6-17.

Friskolens bestyrelse fastlægger åbningstiden indenfor denne ramme, og kan tilbyde moduler med nedsat timetal.

Der kan optages max 50 børn i børnehaven.

§ 5

Forældrerådet består af 5 medlemmer, hvoraf 3 skal være valgt af og blandt børnehaveforældrene, en repræsentant udpeget af og blandt Udefriskolens bestyrelse og en medarbejderrepræsentant valgt af og blandt medarbejderne.

stk. 2.

Medlemmer af forældrerådet vælges for ét år. De tre forældrerepræsentanter vælges på et årligt valgmøde inden udgangen af august måned. Det samme gælder for valg og udpegning af øvrige bestyrelsesmedlemmer.

stk. 3.

Genvalg kan finde sted. Det vælges hvert år mindst 2 suppleanter for de forældrevalgte medlemmer af forældrerådet. Forældrerepræsentanter skal udtræde af forældrerådet, når de ikke længere har børn i privatinstitutionen (børnehaven).

§ 6

Forældrerådet konstituerer sig selv med en formand, næstformand og sekretær. Formanden skal vælges blandt forældrerepræsentanterne, og pågældende er ansvarlig for forældrerådets indkaldelse og udarbejdelse af dagsorden. Beslutninger træffes med almindeligt flertal. Der føres protokol over forældrerådets beslutninger.

stk. 2.

Den daglige leder af børnehaven benævnes afdelingsleder, og pågældende er ansvarlig over for friskolens bestyrelse og friskolens daglige leder. Afdelingslederen skal i samarbejde med forældrerådets formand medvirke til forberedelse af møder i forældrerådet og forelægge emner til drøftelse.

§ 7

Forældrerådet skal fastsætte principper for privatinstitutionens daglige virksomhed og for anvendelse af den budgetramme, som friskolens bestyrelse har fastsat til opfyldelse af de mål og rammer, der overordnet er bestemt ved aftalen med kommunen og ved bestyrelsens prioritering af opgaverne på den samlede selvejende institution.

stk. 2.

Forældrerådet har indstillingsret, når friskolens bestyrelse skal ansætte daglig ledelse og personale, der primært skal arbejde i privatinstitutionen (børnehaven). Forældrerådet har i øvrigt udtaleret i forhold til alle relevante spørgsmål, og der skal aftales, hvordan udtaleretten udøves i forhold til skoleleder og friskolens bestyrelse.

stk. 3.

I samarbejde med privatinstitutionens ledelse og medarbejdere medvirker forældrerådet ved udarbejdelse af årsplan for det kommende år. Årsplanen skal indeholde overordnede pædagogiske mål, pædagogiske principper, læreplan, konkrete pædagogiske aktiviteter samt mål og handlingsplan for inddragelse af forældrene i institutionens liv og virke.

§ 8

Den overordnede ledelse af privatinstitutionen varetages af friskolens bestyrelse. Denne træffer endelig beslutning om ansættelse og afskedigelse af personale, regler for optagelse i privatinstitutionen, regnskabs- og budgetforhold, løn- og overenskomstforhold, regler for udmeldelse af børn og fastsættelse af forældrebetaling samt opkrævning heraf. Det er endvidere friskolens bestyrelse, som træffer beslutning om anvendelse af et eventuelt overskud inden for de rammer, der er udstukket i bekendtgørelse om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. og skolens vedtægt. I tilfælde af privatinstitutionens nedlæggelse vil dette ske inden for rammerne af friskolens vedtægt og den kommunale specifikation af krav, som privatinstitutionen skal opfylde.

§ 9

Kommunen fører tilsyn med privatinstitutionen efter reglerne herom.

§ 10

Privatinstitutionen indsender hvert år budget og årsregnskab til Lemvig Kommune

til orientering.

§ 11

Dette bilag til Udefriskolens vedtægter skal forelægges Lemvig Kommune til godkendelse.

Ændringer besluttes i friskolens bestyrelse efter høring i forældrerådet.

Fabjerg den 28 /6 2008
Christian Bundgaard Svendsen
Formand for Udefriskolen

""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
logo-bund

SFO åbningstider

kl. 6.30 - Skolestart
Mandag - torsdag: kl. 14.00 - 17.00
Fredag: kl. 14.00 - 16.00

Udebørnehave åbningstider

Mandag - torsdag: kl. 6.30 - 17.00
Fredag: kl. 6.30 - 16.00